Vedtægter
§ 1 - Navn
Foreningens navn er ”Musikforeningen BYGNINGEN”, og dens hjemsted er Køge kommune, med adresse: c/o Teaterbygningen, Bag Haverne 1, 4600 Køge.
§ 2 Formål
Foreningens formål er, at styrke musiklivet lokalt og regionalt, gennem samlet og bredere markedsføring, samt øget tilbud af koncerter i Køge, primært til afvikling på Teaterbygningen, og som derfor tilrettelægges i nært samarbejde med Teaterbygningens ledelse. Musikprofilen er bred og skal i princippet afspejle alle musikalske genrer.
Overskud ved afholdelse af musikarrangementer, anvendes til styrkelse af musiklivet i Køge.
§ 3 Medlemmer
Som medlem kan optages enhver, der er enig i foreningens formål og villig til at betale det af årsmødet fastsatte kontingent. Beslutning om medlemskab træffes af bestyrelsen.
§ 4 Bestyrelse
Bestyrelsen består af minimum 5 og maksimum 9 medlemmer. Den vælges på foreningens generalforsamling for et år ad gangen ved simpel flertalsbeslutning blandt de fremmødte medlemmer. Hvert medlem repræsenterer 1 stemme – og genvalg kan finde sted. Bestyrelsen er foreningens øverste myndighed.
§ 5 Formand og kasserer
Bestyrelsen vælger selv blandt sine medlemmer en formand og en kasserer. Sker der afgang af bestyrelsesmedlemmer i funktionsperioden supplerer bestyrelsen sig selv indtil næste årsmøde.
§ 6 Kunstnerisk leder / sekretær
Bestyrelsen kan ansætte og aflønne en kunstnerisk leder. Den kunstneriske leder deltager i bestyrelsens møder og fungerer som sekretær for bestyrelsen.
§ 7 Kunstnerisk udvalg / udvalg i øvrigt
Bestyrelsen kan nedsætte et kunstnerisk udvalg på 3-4 personer fra foreningens midte, der fremsætter forslag til sæsonprogram. Bestyrelsen kan i øvrigt nedsætte udvalg til løsning af andre opgaver.
§ 8 Bestyrelsesmøder
Bestyrelsen mødes efter behov og indkaldes normalt med angivelse af dagsorden med mindst 8 dages varsel. Formanden og/eller mindst 3 bestyrelsesmedlemmer kan indkalde til bestyrelsesmøde med angivelse af dagsorden med mindst 8 dages varsel.
§ 9 Protokol
Over alle møder i bestyrelsen føres en protokol, der senest 8 dage efter udsendes til bestyrelsesmedlemmerne. Indsigelser mod protokollatet fremsættes inden 8 dage fra udsendelsesdatoen.
§ 10 Generalforsamling
Generalforsamling afholdes hver år inden udgangen af april måned med følgende dagsorden:
- Valg af dirigent
- Formandens beretning
- Godkendelse af årsregnskab
- Indkomne forslag
- Aktivitetsplan
- Valg af bestyrelsesmedlemmer
- Eventuelt
Indkaldelse kan ske via mail, og eller via annoncer i lokalpresse og på foreningens hjemmeside senest 4 uger før mødet, og indkomne forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 2 uger før årsmødet.
§ 11 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen eller en tredjedel af foreningens medlemmer med mindst 14 dages varsel. Indkaldelsen skal indeholde en motiveret dagsorden.
§ 12 Kontigent
Det årlige kontingent og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.
§ 13 Forpligtigelse / formue
Foreningen hæfter alene med sin formue for de forpligtelser, som lederen og bestyrelsen lovligt pådrager foreningen.
§ 14 Tegningsregler
Foreningen tegnes af den samlede bestyrelse eller af kasseren, eller af formanden.
§ 15 Regnskabsår
Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
§ 16 Revision
Det af en statsautoriseret eller registreret revisor reviderede regnskab forelægges årsmødet til godkendelse.
§ 17 Vedtægtsændringer
Ændring af vedtægterne kan kun foretages af e generalforsamling med 2/3 dels flertal blandt de fremmødte medlemmer. Samme regler gælder for forslag om bestyrelsens fratræden og nedlæggelse af foreningen.
§ 18 Foreningens ophør
Ved nedlæggelse af foreningen anvendes eventuelt nettokapital til musikformål i Køge efter indstilling fra den sidst afgåede bestyrelse.